Søndag 30. oktober 1999
Snoopy på overlevelsestur til Frankring i efterårsferien
for god orden skyld skal det lige nævnes, at det er udklip fra min egen dagbog fra turen, og der er ikke foretaget nogen form for redigering. Alt frisk fra fad. Der vil senere komme en beskrivelse af selve rejsen....
Fritløbende hunde
Der er hunde alle vegne i Ollioules. Vi sider og nyder et glas vin. Snoopy har fået en lille skål vand. På et tidspunkt indfinder der sig en stor fritløbende hund - en mellemting mellem en schæferhund og en ulvehund sig. Den stiller sig op foran Snoopys vandskål. Ser på Snoopy. Ser på vandskålen, og begynder at drikke. Snoopy vidste ikke rigtigt, hvordan den skulle affinde sig med situationen og gav sig så til at knurre. Der kom øjeblikkelig fra vor ven, der viste rundt: "Snoopy ved ikke, hvad den giver sig i lag med. Den har endnu ikke set sig selv i et spejl." Den store hund foretog sig heller ikke andet end at drikke. Og da den var færdig så den på Snoopy og så løb den videre. Ud på vejen mellem de kørende biler.
Morgentur med Snoopy
Det er mørkt endnu. Gadelamperne er endnu tændt. Klokken er lidt i 7, da vi starter vor tur til ruinen, der ligger lige over byen. Den første vi møder er en dame, der går og råber efter sin hund. Den kommer ikke, mens vi ser det. På vejen op er der pludselig en hund på muren vi går langs. Den løber gøende efter os. Det er første gang jeg under opholdet hører andre end Snoopy give lyd fra sig. Snoopy reagerer ikke på den. Ser op på den. Ikke andet. Vi fortsætter vor vej opad. Der er en skøn udsigt fra indgangen til ruinen ud over Ollioules. Kirken med sit fuglehus på toppen er fuldt belyst, og stråler op til os fra det lille torv midt i byen.
På vejen ned bliver Snoopy meget forskrækket og kan finde tæt ind til mig. Der lyder en høj uregelmæssig klaprende lyd. Det er en haltende mand, der hurtigt skynder sig ned mod byens midte. Ting, der adskiller sig fra det vante, gør Snoopy lidt usikker. Og først da manden er et godt stykke foran os får den mod til at forlade den tætte nærhed af dets menneske.
Nede i byen lige over for kirken er der en fiskerforretning. Den er åben. En meget kraftig dame er ved at gøre alt klart. Lugtene herfra interesserer i højeste grad Snoopy. Tilsvarende med slagteren forretning, der er to huse fra fiskehandleren. I det hele taget er der her i Frankrig hele tiden til fulde en bekræftelse på beaglens vigtigste sans. Den snuser og lugter til alt. Det er den første beagle jeg har, så jeg ved ikke om dette er karakteristisk for beagler, men Snoopy giver en gang imellem en lille lyd fra sig, når den snuser til noget, der minder mig om et pindsvins lyde, når den lugter til noget.
Nu er vi så nede på torvet og som altid her i Ollioules vækker Snoopy opsigt. Grønthandleren, der har fået opstillet sin bod med de mange frugter og grøntsager får tid til at bukke sig ned og kæle for Snoopy. Der kvitterer med en meget glad logren med halen. Og små spring på stedet. Grønthandleren har et meget stort udbud af friske grøntsager. Der er også artiskokker som Ingrid vil have. Der er ægte kastanier, flere forskellige slags nødder, der iblandt flotte valnødder. Mange forskellige slags pærer. Og sådan er det med alle sorterne. Flere arter af alt.
Der holder en bil på vejen lige ved siden af torvehandleren. Manden, der sidder ved rattet er yderst interesseret i Snoopy. Gør tegn til mig. Vender tommelfingeren opad. Sætter ansigtet sammen til et stort smil samtidig med tegnet. Konen, der har været over og købe hos grønthandleren kommer tilbage. Manden peger på Snoopy og siger en hel masse til konen, som vender sig og vinker med et smil.
Hjemad - forbi fortovsrestauranten, hvor der bliver solgt tobak, den er stuvende fyldt med mennesker, der står i kø foran barskænken, hvorfra der bliver solgt tobak og cigaretter. Og ved alle borde sidder der mest unge mennesker, der venter på bussen, der gør holdt lige uden for fortovscafeen. Her er mange mennesker, som lige skal røre ved Snoopy. En ældre herre siger utrolig meget til mig. Jeg prøver at fortælle ham, at jeg er dansker, og ikke kan fransk. Han løfter begge hænder. Venstre hånd er strakt frem i højde med hovedet med håndfladen opad lidt bøjet. Højre hånd holdes ind til brystet med hånden knyttet og pegefingeren bøjet. Han gør en fejrende bevægelse. Siger bum og peger på Snoopy. Og jeg nikker. Går ingen skridt før tre unge mennesker samles om Snoopy. En af de unge kan engelsk. Han fortæller, at det er en dejlig hund. Han spørger efter dens navn. Jeg fortæller det, og han siger "A cartoon-dog - I know!" .
Nu er jeg i en af de snævre gader, der som egerne fra et hjulnavn, går ud fra torvet op af bjergsiden. Og her møder jeg ingen før jeg er hjemme ved huset. Der er genboen lige kommet ud af døren, han er tilsyneladende på vej til arbejde. Han skal også lige røre ved min dejlige hund.
Snoopys niveau
Aldrig har jeg vist, at vi havde så mange ting i hundehøjde. Det er nærmest fantastisk, hvad Snoopy kan finde. Ingrid blev ret så glad, da den kom med min rygsæk, hvori hendes akvarelblok og dagbog var blevet lagt ved afrejse hjemmefra. Dette var blevet glemt, så nu blev hun glad, samtidig med at rygsækken blev lagt uden for Snoopys nåhøjde.
Vi skal huske at beskrive Snoopys drillestund, som indfinder sig et eller andet tidspunkt om aftenen, når den fordrer opmærksomhed.
Der er to ting hernede Snoopy absolut ikke kan lide: renovationsbiler og knallerter. Begge slags laver en infernalsk larm. Og renovationsbilen med dens fire-fem mænd, der har meget travlt, og som smider om sig med store renovationsbeholdere, og hvis indhold bliver kørt gennem vognens kværn, der masser tingene sammen.
Marked i Sanary
Vi kørte i dag til Sanary, hvor der hver onsdag er stort marked. Ingrid købte en par hjemmesko til 37 franc. Dejlige hjemmesko. Det var et ret så stort marked med alle daglige fornødenheder til madlavning. Der var flere forskellige boder med frugter og grøntsager. Dejlige ting. Der var grill med store landkyllinger og hele stege. Og der blev solgt noget. Vi ville have en landkylling med hjem. Da vi gik forbi første gang, og hvor vi bestemte os for en, var der et stort antal, men da vi ti minutter senere kom tilbage var der kun fire stegte kyllinger tilbage, og den vi ville have kunne vi ikke få, da den var solgt til en anden. Vi købte også oliven og frugter til vort middagsbord. Vinen og brødet måtte vente til vi kom tilbage til Ollioules.
Fiskeboderne var et særsyn uden lige, et meget stort antal forskellige friskfangede fisk lå til salg. Og som Ingrid sagde, der lugtede faktisk godt af fisk. Der var også et par boder med skaldyr. Et ret så stort antal forskellige slags, som jeg kun har set hernede aldrig hjemme. Blåmuslinger kender vi. Og østers. Men der var mange forskellige slags muslinger. Et sandt paradis for fiske-elskere. Havets frugter.
Der var mange mennesker, der skulle røre og kommenterer Snoopy. De fleste kunne jeg slet ikke snakke med, men der var en yngre kvinder med en hund af ubestemmelig race, der fire fem gange under vores ophold på markedspladsen var henne for at snakke med mig og Snoopy. Hun talte engelsk. Den ene gang havde hun en ældre kvinde med sig, og de talte og talte sammen om Snoopy. Rørte ved den. Og Snoopy som er glad for alle mennesker sprang op af dem. Den har endnu ikke lært ikke at springe op af mennesker. Og disse to kvinder nærmest nød det. Grine og snakkede. - Uden undtagelse: der er alle aldre og af begge køn, der er interesseret i Snoopy. Nok vækker den opmærksomhed hjemme i Danmark, men dette har intet sidestykke. Franskmænd er anden end frø-spisere - som man sagde i min ungdom - i Sydfrankrig i Provence er det et folk, der elsker hunde. Og igen - alle hunde vi møder er venlige.
Mødet på Parkeringspladsen
Under luftning af Snoopy gik jeg ned omkring parkeringspladsen, hvor vor bil holder. Da jeg gik over parkeringspladsen blev jeg - som så ofte hernede - stoppet af en dejlig dame, der skulle nusse med Snoopy. Hun tiltalte mig som på fransk. Jeg undskyldte: taler ikke fransk. Hun tiltalte mig nu på engelsk. Hun konstaterede , at det var en beagle, som jeg gik med. Hun spurgte til alder, og om det var en jeg havde købt i Frankrig. Jeg fortalte, hvor den var fra. Og hun sagde nu, at hun selv havde en beagle, og vinkede mig med hen til hendes bil, hvor hun åbnede fordøren. I det samme kom der en schæfer løbende. Den snusede lidt til Snoopy så løb den videre. Ud af bilen sprang nu en toårig beagle. Den første vi har set i Frankrig. De to hunde udviste stor interesse for hinanden. Den bette var utrolig glad for at se den anden beagle. Jeg bilde mig ind at der er forskel på dens måde at være på over for denne hund, og så de andre den har mødt hernede i Frankrig. Det blev endnu en bekræftelse på den store interesse Snoopy afstedkommer. Den er jo også en dejlig lille blød hvalp.
Regnvejr
Nu er det ved at være træls - for at bruge et nordjysk udtryk. Det regner på fjerde dag. Jeg stod glad op for at gå tur med Snoopy, men da vi kom til fordøren og den blev åbnet, havde Snoopy absolut ikke lyst til at gå tur. Det silede ned. Og er der noget Snoopy tilsyneladende ikke kan lide så er det regnvejr. Den har været ude i regnvejr et gange nu, og er kommet fuldkommen gennemblødt tilbage. Så bliver den frotteret med et håndklæde indtil den er tør, og så springer den op i sin stol, pakker sig ind i vattæppet og lige som gir sig, som om den vil sige. - Ja, det er det passer mig, men regnvejr det dur ikke.
Vores tur blev meget kort. Den larmer nu rundt i rummet. Og lige i øjeblikket har den fat i snørebåndet på min sko, hvilket den ikke må. Men tid efter anden kan den gøre det så stille, at jeg først opdager det, når snørebåndet er løst op.
På den korte tur møder vi mange små børn med deres mødre som er på vej i skole. Det er mit indtryk, at der er mange hjemmegående mødre i det kvarter, hvor vi bor.
Mange af dem ser jeg, når jeg henter morgenbrød, middagsbrød og når jeg går tur med Snoopy. Alle henter lange brød mange gange om dagen, og får sig en snak på vejen hjem.
Snoopys soveplads
Vi har jo dens fine transportkasse med hernede. Det var jo meningen, at den skulle opholde sig i den på turen. Det blev ikke til meget tid i kassen om dagen, da den hellere vil ligge som nakkepude bag Ingrid, hvad den til en vis grad fik lov til.
Men om natten sover den i kassen. Den første nat lavede den lige en kort tid - meget kort tid - vrøvl over at lågen blev lukket. Men så faldt den helt til ro. Peb lidt. Ingen tog notis af den. Og så fik dens liggetæppe en tur. Og så sov den. Næste aften lavede den endnu mere larm. Jeg troede en tid at den ville vælte den store transportkasse. Arrig, vred, pågående aggressiv. Men den faldt da til ro. Og så hørte vi ikke mere til den, førend jeg stod op. Tredje nat gik den selv ind i kassen, der blev lukket efter den. Ikke en lyd, førend næste morgen efter syv, hvor den vækkede mig med svag pibe. Fjerde nat ingen problemer. Femte nat - nu går det bare.
I morges vågnede den først, da jeg var gået på toilettet, og havde været der en tid.
Ingrid tog den op i sengen til sig, og fortalte den. hvor forkælet den var. Den nød det.
Petanque og hundelort
Provencalernes spilleglæde kommer forår, sommer og efterår blandt andet til udtryk i spillet petanque. I Ollioules har jeg set to pladser, der er måske flere, men der blev kun spillet på den største af dem, den, der var indhegnet og har store lysmaster placeret både langs banen og for enden af den. En meget stor plads, hvor mange kan spille på samme tid. 50-
Der er også en plads ved parkeringspladsen, som nu er overtaget helt af hundene, hvilket meget tydeligt kan ses. På den store bane var der i et hjørne klippet et lille hul, sådan at katte og meget små hunde kunne komme ud og ind på pladsen.
Der er en anden stor spilleglæde som provencalerne har tilfælles med folk her i Himmerland. Ved juletid er det sydfranske andespil i høj kurs, men det nåede vi ikke at opleve.
På Fortovsrestauranten
Ved vor ankomst blev jeg introduceret til min vens stambeværtning. Og der sidder jeg nu flere gange om dagen. Et glas hvidvin. En pernod. En øl. Et glas æblesnaps af den lokale. Der er mange ting, der skal smages på. Så indtil nu er det blevet til mindst tre gange om dagen. Det bliver jo til noget i løbet af kort tid. Og en får øje for stamgæsterne og hvem, der hjælper indehaveren med at servere. Der er den unge mand, der har en engelsk hund. Jeg mener, at han kalder det en Boxtail. Men jeg aner ikke, hvad det er. Han er yderst venlig, og så kan vi kommunikere med ham, da han taler engelsk. Så er der den unge kvinde, der kysser og krammer Snoopy hver gang hun går forbi den. Hun vil gerne lære danske ord. Goddag, farvel, tak, ja. Så er der den lidt ældre kvinde fyrre-femogfyrre år. Utrolig venlig. Pæn på alle måder. Indehaveren selv - der sidder ved et af bordene og ordner sine regnskaber og skriver,- jeg ved ikke hvad. Alle har han et ord til. Han ordner altid et eller andet. Henter flasker. Bær et tobakskilt ud af forretningen. Henter noget på markedet. Men han står yderst sjældent bag disken og servere for kunderne.
Nogle af stamgæsterne ser jeg næsten hver gang jeg er der, så de må være der ret så meget. Først er der manden med den åbent stående skjorte med tre guldkæder om halsen, hvori der i den tyndeste kæde hænger et guldkors. Han har som regel en collie i hælene af sig, den er aldrig i snor. I dag da jeg sad ved mit bord og han kom uden sin hund, spurgte jeg med tegn, hvor den var. Han svarede ved at pege op i luften og siger højst sandsynligvis "regn", dernæst samler han begge hænder på den ene side af hovedet, der blev lagt på skrå. Sovetegnet. Klart tale på alle sprog. Hunden ligger og sover hjemme, fordi det er regnvejr. Og det var det. Regnen silede ned. Men alligevel var torvet fyldt med mennesker, der gik til og fra. En anden af stamgæsterne hjælper lidt til hånde. Han er rund på alle måder. I hovedet. På næsen. På kinderne. På kroppen. Alt virker på en eller anden måde rundt på ham. Selv brillerne og hatten. Han taler ikke med andre end indehaveren. Står og sidder for sig selv. Der er de helt sorte. Og de to kvinder, der som oftest drikker kaffe, når vi mødes på cafeen. De har hver sin lille hund med. Hundene er meget mindre end min tre måneder gamle hvalp. De gider ikke Snoopy. Men sidder bare ved sidder af deres damer. Mindst en gang under damernes ophold går den ene lille krølhårede hund med snoren efter sig ud til den ene palme foran restauranten og letter benet op af den. Går tilbage til sin ejerinde og sætter sig igen. Snoopy har et par gange prøvet at komme i kontakt med dem, ved at give nogle små bjæf fra sig. Det er de eneste gange den har givet lyd fra sig om dagen, når den har mødt de to hunde, der ikke giver snakke med den.
